Aktuelle åbningstider kig menu ÅBNINGSTIDER 

Et af vore spiritus specialer er rom

Vi kan derfor tilbyde dig et fint udvalg i gl. rom, der spænder så vidt som fra AH Riise til vores egne aftapninger.

Søger du det ypperste, har vi flere specialaftapninger, kom ned i butikken og få en snak.

Vi har altid en flaske rom åben i butikken, som du er meget velkommen til at smage.

Jul

Vi følger op på sidste års voksen julekalender succes, ved i år at tilbyde 3 forskellige, vælg mellem rom-, gin- og whisky-kalender.

I Mac Y’s spiritus-julekalender har vi sammensat et bredt udvalg af 24 forskellige, enten rom, gin eller whisky fra det meste af verden. Hver dag har du mulighed for at scanne en QR kode, som vil lede dig ind til beskrivelsen af "Dagens spiritus”. Der vil være et rør med 2cl. til hver dag.

Fregatten Jylland Rom

En ny rom med masser af historie. Smag på livet på Fregatten Jylland i 1800-tallet og vær med til at bevare Fregatten til eftertiden.

I 1886 stævnede Fregatten Jylland ud på sit sidste togt. Turen gik til de Dansk-Vestindiske øer (de nuværende Virgin Islands), og var det femte togt i alt til denne del af verden. 

På øen Skt. Thomas boede en apoteker ved navn Albert Heinrich Riise. Han fremstillede, udover diverse former for medicin, også rom efter egen opskrift, som han leverede til den danske flåde, når de anløb ved Skt. Thomas.

Romproducenten A.H. Riise laver rom efter Apotekerens egne gamle opskrift, som han udviklede gennem forsøg med de planter, han samlede rundt omkring på de Dansk-Vestindiske øer. 

Fregatten Jylland er altså en autentisk rom som den, de søfarende i 1800-tallet kunne hjembringe fra Skt. Thomas. 

Når du køber en flaske Fregatten Jylland Danish Navy Rum støtter du bevaringen af Fregatten Jylland med 10 kr. 

Fregatten Jylland Rom er skabt i et samarbejde mellem Fregatten Jylland, A.H. Riise Rom, Mac Y spiritus og Hos Walter.

Hyldest til Ebeltoft: En julerom

Jul i Ebeltoft - Hvad kunne være mere hyggeligt?

Hos Walter har udvalgt en særlig rom til at hylde vor by, Ebeltoft

Jul i Ebeltoft er en rom specielt udvalgt af Hos Walter som en hyldest til den gamle købsstad. Flasken er stilren og smukt prydet med et tegning af Ebeltofts berømte gamle rådhus med byens store juletræ foran.

Her er hvad Kristian selv skriver om sin Hyldest til Ebeltoft:

Dette er en ældre og eksklusiv blend. Det er en gammel Barbadosrom, som har lagret "on location" i Barbados på små 200 l. amerikanske egetræsfade, hvorpå der tidligere har været Bourbon Whisky. Da jeg smagte dette blend, synes jeg rommen passede perfekt til os, og ville være en fin hyldest til Ebeltoft og vores kunder. Hos Walter har opkøbt en del af denne rom og fået den tappet på Den Bornholmske Spritfabrik. Det er en fyldig, cremet og kompleks rom, med noter af kakao, kokos, toffee, brændt sukker og vanilje.

Ron Arbusto

En personlig og original rom fra Hos Walter

Denne rom har Kristian selv skabt i 2014. Han skriver selv om Ron Arbusto: 

Denne Rom minder om vores første rom, lagret på samme typer af fade, små 200 liters amerikansk eg, der tidligere har lagret Bourbon Whisky. Et fad "stikker" dog ud og giver rommen en lille anelse peber på tungen i den første smag. Rommen er både pottstill og kolonnekedel rom fra primært Trinidad, tilsat en del meget gammel Barbados og Guyana rom. Smagen er kompleks og fyldig, med noter af kokos, kakao, mint og muscovado (pænt ord for rørsukker). Rommen har lagret "on location" på destillerierne og er tappet på Den Bornholmske Spritfabrik.

Pyrat XO Reserve i eksklusiv bog.

Nu kan du forene din læseglæde med din gode smag indenfor rom!

Et sjovt og smukt element i dit hjem.

Pyrat XO-rom fås nu i en eksklusiv æske formet som en smuk antik bog. En humoristisk hentydning til det gamle trick med at gemme en flaske inden i en bog. Her er dog tale om en fantastisk rom af god kvalitet, som du kan være stolt af at vise frem.

Hvis du ikke vil dele den, er det selvfølgelig praktisk at den er udformet som en bog, så ingen kan gætte, at du har en flaske Pyrat XO reserve stående…

Bogen med skøn, skøn rom er en oplagt gaveide. Det er simpelthen gaven til ham, der har alt, eller til hende, der elsker rom.

Caribisk rom med gennemført smag

Pyrat XO Reserve rom er en rom fra Caribien. Den har en gylden farve, og en duft der er blød, rund og med et strejf af citrus. Smagen bringer tankerne hen på røget fad og melasse.

Rommen har en solera-alder på 15 år. Solerametoden er en måde at lagre rom på, hvor rommen gradvis blandes med ældre og ældre årgange, til man opnår den specifikke smag af netop denne rom. Det betyder at rommen er en blanding, hvor den ældste rom er 15 år.

Walter Rom fra Peru

Vores egen rom i butikken fra 2016: Udsolgt

Endnu engang har vi sammensat vores helt egen rom. Denne gang kommer den fra Peru, er fremstillet ved hjælp af kolonnekedler og lagret efter solerametoden.

Det er en både sød og krydret rom med noter af figner og dadler.

Denne rom fås kun Hos Walter i Ebeltoft og er dermed en original gaveide til romkenderen, der har smagt det hele og leder efter nye oplevelser.

A.H. Riise Rom

H.A. Riise var apoteker i Dansk Vestindien - Og han kunne lave rom!

Danmarkshistorie og rom:

Dansk Vestindien og tiden, hvor Danmark var koloniherre over de tre øer Skt. Thomas, Skt. Croix og Skt. Jan er et fascinerende kapitel i Danmarkshistorien på godt og ondt. Det onde ligger især i anvendelsen af slaver som arbejdskraft i sukkerrørsplantagerne, men vi må ikke glemme de fascinerende tilegnelser, den danske kultur fik i denne tid - Blandt andet rom!

I 1800-tallet var Charlotte Amalie, hovedstaden beliggende på Skt. Thomas, i en periode Danmarks mest befolkningsrige by lige efter København, og den kultur der herskede i Charlotte Amalie har haft indflydelse på den danske kultur. 

Rom fra apoteket:

Det var i denne periode at Albert Heinrich Riise fik betroet en opgave: Fra 1838 til 1878 var han Charlotte Amalies apoteker, med en kundekreds der strakte sig over hele Dansk-Vestindien. Efter en håndfuld trange år lykkedes det ham at opbygge et imponerende varelager, der gjorde ham kendt overalt i Caribien. 

A.H. Riise havde stor interesse for botanik, og importerede og dyrkede en stor samling lægeurter og eksotiske planter i sin have på Skt. Thomas. Med disse fremstillede han diverse apotekerpræparater, deriblandt rom, som blev anvendt mod maveonder. 

Rom er som bekendt godt på mange måder, og A.H. Riises rom blev også kendt over hele Vestindien. Således forsynede apotekeren også den danske flåde med rom, når de anløb på Skt. Thomas.

Kongeligt besøg:

Albert Heinrichs søn, Valdemar Riise overtog faderens apotek, og perfektionerede romproduktionen. Han fremstillede således en rom, der var Kong Haakon VII af Norges yndling, og de to mænd udviklede et varmt venskab. Kong Haakon, der oprindelig var Prins Carl af Danmark, sejlede to gange til Dansk Vestindien - Den ene af gangene med Fregatten Jylland, som vi har så smukt liggende her i Ebeltoft havn.

I 2017 markeres 100-året for Danmarks salg af de Dansk-Vestindiske øer. A.H. Riises store udvalg indenfor rom, som du kan finde her i Hos Walter, er en oplagt lejlighed til at dykke ned i de lysere sider af denne tvetydige del af danmarkshistorien.

Hos Walter anbefaler:

  • Royal Danish Navy: En naturligt dyb, mørk rom baseret på opskriften på den rom A.H. Riise leverede til dan danske flåde. Det er en såkaldt "pot still" rom, dvs. den er er kardestilleret med stor tålmodighed og omhu. Den har komplekse toner af kaffe, Anis, lakrids, brændt karamel, melasse, krydderier og cedertræ.Dette kombineres med en eksotisk og elegant smag af pomerans og bergamot frugter afsluttende med en lang massiv, fed og sødmefuld eftersmag.
  • Kong Haakon: Baseret på opskriften på Kong Haakons yndlingsrom. Denne rom er en limited edition til minde om venskabet mellem den norske konge og Valdemar Riise. Denne flaske er en oplagt gaveide til en rigtig historieelsker.
  • Centennial Celebration: Rom udgivet til minde om hundredeårsjubilæet for salget af de Dansk-vestindiske øer i 1917. Det er en elegant rom med noter af bla. vindruer, rørsukker, melasse og karamel og med en eftersmag af træ, læder, peber og andre krydderier. Centennial Celebration sælges i en smuk og elegant flaske og er pakket i en gaveæske.
  • Christmas XO Reserve julerom: Eksklusiv håndblended julerom lagret på sherryfade. En varm og blød rom med noter af nelliker, kanel og orange. Hver flaske er nummereret og udstyret med et fadnummer.
  • Fregatten Jylland: En rund og blød rom inspireret af Fregatten, som i dag pryder Ebeltofts havn, og som rejste fem gange til de Dansk-Vestindiske øer. Salget af Fregatten Jylland Rom hjælper med at støtte bevaringen af fregatten. En oplagt gaveide til ham eller hende, der elsker Ebeltoft og sørejser. Læs mere om Fregatten Jylland Rom her.
SPECIALIST SERVICE

Faguddannet personale

MULIGHED FOR LEVERING

Oftest 2-3 dage, spørg os